Her under kommer sidste afdeling af fortællingen om mit
første år som kommerciel blomsterdyrker.
Sommerblomsterne begyndte så småt at vise sig fra sin bedste
side, og jeg kunne nu høste frugter af mit store arbejde. Jeg plukkede som en
gal. De mange overdådige buketter tjente som fotomodeller til min webshop,
smukke buketter til naboer, venner og bekendte samt donationer til plejehjem,
hvilket var en skøn gestus for mig. Buketterne skabte stor glæde hos de ældre
og det var en dejlig fornemmelse, selv om det ikke lige var det der var planen
da jeg startede i det tidlige forår.
Som de fleste måske husker var sommeren 2017 noget af en
katastrofe. Blæst, regn og manglende varme gjorde det næsten umuligt at dyrke
blomster. Og lige når sorterne var på sit højeste kom vinden og regnen. Opbinding
og plante støtte kan ikke nævnes for mange gange. Men lige meget hjalp det. Jeg
mistede rigtig mange blomster, nogle endda inden de var sprunget helt ud. En
trist affære! Men det hele tjener til erfaring for 2018.
I august havde jeg en følelse af fiasko. Min egen
begejstring for bæredygtig blomsterdyrkning - den har jeg stadig på trods -
blev ikke mødt med det der var vigtigt for at kunne fortsætte; afsætning og
indtjening. Først midt i august var der endelig hul igennem til den første
blomsterbutik, og jeg kunne nu plukke bundter og aflevere til min første kunde.
Heldigvis faldt mit udvalg i god jord og fast aftale om levering var i hus.
Prisen pr stilk vil jeg slet ikke nævne, men det var ikke så meget i forhold til
indsats og investering.
Jeg konkurrerer stadig med store producenter der
sprøjter blomster ud af kæmpe drivhuse og fragter dem via motorveje igennem det
halve af Europa! En ulige konkurrence hvis jeg selv skal sige det. Hensynet til
miljø er ikke øverst på dagsordenen inden for blomster industrien endnu. Kravet
fra kunder om fornuftig omgang med miljø, også når det gælder blomster, har
ikke nået butikkerne på samme måde som grøntsager eller andre fødevare. Jeg var
og er stadig glad for lidt afsætning frem for ingen. Og min samvittighed er
ren!
Min første kunde var en drømmekunde. De dygtige
blomsterbindere i butikken gav råd, vejledning og aftog alt hvad jeg kunne
levere, hvilket på dette sene tidspunkt var begrænset. Igennem dem fik jeg
kontakt til to blomsterbutikker mere. Desværre var det så sent på sæsonen at
jeg ikke havde flere blomster at sælge af. Sidst i september var det mere eller
mindre slut. Regnen og blæsten havde ødelagt rigtigt meget og der var kun lige
nok til den ene kunde, som modtog sidst levering i slutningen af september. Ikke
græde efter overstående læsning. Næste år bliver bedre ;)
Nu skulle der reflekteres. Enhver forretnings mand/kvinde
med fornuften i behold ville overhovedet ikke røre ved mit projekt (det vil min
bank heller ikke) Rent underskud! Med penge kan man ikke måle alt. Penge skal
der til for at bo, spise og alt det andet. Heldigvis for mig har jeg en
’sponsor’ - min fantastiske kæreste, som tror på mit projekt, og skubber på når
jeg er lige ved at give op, og finde et job som giver fast indtægt. Giver jeg
op efter det første år, er det hele jo spildt! Mit projekt kommer fra bunden af
mit hjerte og er meget mere end penge. Glæden ved at så frø, se det hele
udvikle sig, en glæde som bier og sommerfugle og andre flyvende væsner deler
med mig, uden fare for at de falder om af forgiftning er ubetaleligt.
Hele denne bekendelse kan nok lyde pessimistisk eller måske
en smule trist, og stemmer slet ikke overens med det glansbillede af
blomsterdyrkning, som vi bliver præsenteret for rundt omkring på nettet. Jeg
vil bare gerne være ærlig omkring min erfaring om det at være
’Flower Farmer’ som det kaldes på de
sociale medier. Det er måske ikke den mest smarte strategi for at markedsføre
mig selv på, men det er heller ikke min plan med dette. Råt for usødet er bedre
end at pynte for meget på hvordan det rent faktisk gik for mig i 2017.
Al begyndelse er svær, men det tjener alt sammen til
erfaring og forbedring. I 2017 blev jeg ikke ekspert, men en hel del klogere.
Specielt vil jeg gøre opmærksom på at vi ikke kan tage et koncept fra en anden
del af verden og overføre det til Danmark. Smagen for blomster og buketter er meget
anderledes her i landet, vejrforholdene lige så. Vores sæson for dyrkning
starter senere og slutter før. Vi lever på en koldere breddegrad end USA og UK,
og alt dette spiller en rolle for oplevelsen af succes som blomster dyrker.
En vigtig faktor er afsætning af produktet som jeg ikke
havde på plads det første år, og heller ikke helt for det kommende. På den
anden side kunne det ikke være meget anderledes end det var. Jeg skulle have et
fysisk produkt at tilbyde, for det nytter ikke at sælge snitblomster ud fra et
smukt foto.
I København og Århus
er betingelserne måske bedre end her omkring Odense. Personligt har jeg ikke et
netværk med ’vigtige personligheder’ som kan give mig omtale for at sætte gang
i tingene, og jeg ved heller ikke hvordan man får sådanne personers velsignelse
og 'good will'.
Til dig der rumstere med tanker om at omlægge dit liv til
kommerciel blomsterdyrker; skal blomsterdyrkning være mere end en hobby og en
deltids indtjening, skal du have meget plads, for du skal dyrke mange, rigtig
mange blomster hvis du vil tjene lidt penge på dine anstrengelser. Måske er det
forhastede konklusioner med kun 1 år som dyrker, men ikke desto mindre er det
det jeg har erfaret ind til nu. Revidering af førnævnte kan forekomme senere!
Lad dig endelig ikke skræmme af mine mildes talt kaotiske
førsteårs erfaringer. Der er et marked for alle der gider det store arbejde som
det uden tvivl er. Meld dig bare ind i kampen om at give de samvittighedsløse
dyrkere baghjul. Bæredygtig blomsterdyrkning har helt sikkert begyndt sin
indmarch i Danmark.
Jeg selv har overhovedet ikke givet op, for det kan kun
blive bedre, og jeg er stadigvæk overbevist om at bæredygtig blomsterdyrkning
er vejen frem, ja i det hele taget at tænke miljø - også når det gælder
blomster. Der er ingen vej tilbage. Vi er tvunget til at tænke alternativt på
alle områder for vores egen og andres overlevelse på denne fælles klode.
Jeg ville ønske at kunder i blomster butikkerne begynder at efterspørge
blomster uden sprøjtemidler, dyrket på en bæredygtig måde, for miljø er jo
meget mere end det vi putter i munden. Men det kommer sikkert, og helst inden
så længe. Også her på Fyn.
I 2018 starter jeg op med flere kunder - fra starten af
sæson, jeg har udvidet mit dyrknings område, revideret mit sortiment og er mere
entusiastisk og sikker på hvad jeg har gang i end sidste år. Nu ved jeg en hel del
mere, og jeg glæder mig vildt til at komme i gang igen, og gøre det endnu bedre
og få flere erfaringer. Jeg krydser blot fingre for et lunt forår og en varm
sommer. Og så skal jeg have opbindingen på plads helt fra starten i tilfælde af
endnu en - undskyld mit franske - lorte sommer!
Hav et fantastisk Nyt (frø)år
Opfølning på dyrkningen i 2018 kommer i løbet af det nye år.
kh. Susanne
2017 har ladet sig tanke læssevis af nyttige erfaringer, som du kan bygge næste sæson ovenpå.
SvarSletNemlig Marie :)
SletGodt nytår til dig og familien.
Sikken du har knoklet Susanne! Jeg er dybt benovet over at du har kæmpet og kæmper sådan for dit nye projekt og jeg ønsker dig det bedste i året der kommer.
SvarSletJeg kan desværre ikke hjælpe dig men jeg vil støtte dig det jeg kan, ved at købe dine frø, som altid er så fint pakket ind :)
Jeg håber at du vil fortsætte med dit salg af frø selvom de fleste af dine kræfter går til dyrkningen af blomster og jeg vil gøre så meget reklame for dig som jeg kan på Instagram og facebook.
Jeg ved godt at det er en minimal dråbe i et meget stort hav..... men mange bække små.... ;)
Med ønsket om et fantastisk godt og lykkebringende nytår
Stort knus Vibeke
Kære Vibeke. Jeg kan ikke takke dig nok for din dejlige opbakning :)
SletOg opmundrende ord er ALTID en stor hjælp :)
Foreløbig fortsætter jeg mit frøsalg, men der kommer nogle tiltag på dette område også.
Hav et fantastisk nytår
kh. Susanne.
Jeg har jo bemærket dine smukke buketter på IG i løbet af sommeren og var slet ikke klar over dit nye tiltag.
SvarSletHatten af og super godt gået uanset dine erfaringer. Jeg ønsker dig al mulig held og lykke i 2018 og jeg vil gerne reklamere for dig på bloggen og IG, hvis du vil have det.
Jeg er vild med din ærlighed, for på sociale medier er det stort set altid succeserne der deles og lige præcis de udfordringer med dyrkning af både bæredygtige blomster og køkkenhave - der er i et land med et lunefuldt klima som vores, taler vi ikke meget om.
Heller ikke om hvorvidt udbytte og pris hænger sammen. Nogle gange er det som om at alt det arbejde der ligger bag dyrkningen ikke anderkendes som en udgift - bare man kan vise et billede med tre knoldede gulerødder ud af en pose frø, så er det en succes...
Dit år har givet erfaringer på bundlinjen og jeg ser frem til at du får et succesfyldt 2018. Rigtig meget held og lykke.
kh. LIsbeth
Århr Lisbeth. Jeg sidder nærmest her og piver over din smukke kommentar. Jeg er simpelthen så klar til at fortsætte mine bestræbelser nu :) Du er altid velkommen til at fremhæve mine historier når du syntes der er noget der er vedkommende og interessant for andre.
SletDu har ret i alt det du skriver, de fine billeder osv. Jeg prøver dog at 'forestille' mig ind i mellem, men det er jeg ikke så god til. Jeg tror også på at det er godt at vide hvad man går ind til hvis man går med lysten til at dyrke blomster i store mængder. Muligheden for at det går bedre end det er gået for mig i år et meget stor, og så kan det opleves som suscce ;)
kh. Susanne.
Hej Susanne
SvarSletJeg ELSKER dit ærlige indlæg, det er både befriende og genkendeligt, hvilken lettelse(sidder nemlig også med jævne mellemrum og føler mig som en fiasko, når jeg ser på glansbillederne).
Jeg er vild med din skrivestil, din fortæller måde også i de nyere indlæg om eks solsikken uden blomst;-) og alle de andre sommerblomster:-))) sjældent har jeg følt sådan en lyst til at læse alt til ende.
Jeg ved det er hårdt arbejde du har gang i , men jeg ved sammen med dig og flere andre at det projekt du har gang i, vinder indpas, det er vejen frem!
Jeg køber ikke snit om vinteren længere(om sommeren er det jo ikke nødvendigt at købe snit;), jeg bliver mere og mere trist af at kigge på de "sløve" snitblomster man kan få, det gør næsten ondt at kigge på dem. Mit hoved kan end ikke se de pryder på bordet, føler mig næsten forræderisk at sige det højt.
Nu sætter jeg dig på min blogliste, det er en fedeste følelse at gøre det.
Pøj pøj med det hele, jeg HEPPER på dig og alle dine lækkerier.
Hilsner Anette
Hej Anette.
SletTak for alle dine 'roser' og dine HEP :)
Når så dygtig en blomster-pige som dig giver sig tid til at læse mine indlæg, så må de vel være godkendt. Og det gør mig ubeskrivelig glad, og jeg får mod på at fortsætte, både med at dyrke og fortælle på godt og på ondt.
Hvordan finder jeg din blok? Mener jeg er fast læser, men du har vist fået en ny??
Jeg kan godt finde på at købe en buket Chrysantemum i vinteren, for jeg elsker duften og syntes holdbarheden er fin, men det er vist også det eneste jeg køber af afskårne.
kh. Susanne